Dramatisk finaleafslutning for lokal kører

                                                                                                                                  Skrevet d. 15 September 2010 udgivet af Viborg Skifts Folkeblad

              

Asger Amor og far/mekaniker drog afsted torsdag aften og første stop blev hos Kenneth`s gokart service på Fyn, hvor de sidste justeringer af motorer blev målt ud. Herefter gik turen til Søndersøbanen ved Odense.

Fredag gik med skiftevis træning justering/test af forskellige opsætninger af både chassis og motor.

Lørdag morgen kl.8 var der endnu et par træninger samt tidtagning. Tidtagningen er meget vigtig, da den danner grundlag for Asgers placering i de efterfølgende kvalifikations heat, prefinale og finaleløbet. Lørdagens tidtagning rakte til en 10.plads ud af de cirka 30 startende kørere i Cadett juniorklassen.

Asger Amor havde nogle gode kørsler, hvor han langsomt arbejdede sig op gennem feltet, og sluttede med en samlet 8.plads som kunne føres videre til det afsluttende DM-løb søndag.

Under søndagens tidtagning nåede Asger kun få omgange, før der blev sat en dramatisk stopper for hans videre tidtagning. Asger blev påkørt bagfra af anden kører og blev kørt både over og ind i dæk barrieren. Løbet blev stoppet med rødt flag og stævnelæge samt ambulance var hurtigt til stede. Ligeledes var Asgers far! Asger ville fortsætte sin tidtagning! - han havde endnu ikke opdaget hvor medtaget hans gokart var. Stævnelægen insisterede på at Asger blev kørt med ambulancen til traumecentret i Odense, men dette ville betyde, at Asger ikke ville kunne deltage i resten af løbet! En forhandling fandt sted og resultatet blev, at Asgers far og en samaritter kørte Asger til skadestuen i Odense.

Læge og anden personale på hospitalet ventede Asger efter forudgående aftale. Denne dag var der ikke tid til venteværelse! Asger blev fundet ok, men med garanti om et ekstra besøg på Viborg sygehus på hjemvejen. Turen gik hurtigt tilbage til Søndersø.

I mellemtiden havde konkurrerende teams samlet reservedele fra andre gokarts og havde fået repareret og klargjort Asgers gokart, så den var klar, hvis nu sygehuset gav grønt lys!

Da Asger ikke havde gennemført tidtagningen, skulle han starte bagerst i feltet med 28 kørere foran sig. Asgers kommentar var, at der godt nok var lang vej til de forreste, - til gengæld var der voldsom god plads bag ham! Asger kørte 4 forrygende heat, hvor han hver gang kørte sig op gennem feltet. I et af heatene rykkede han sig 14 pladser!!

Da dagen var omme og resultatet gjort op, kunne Asger stolt konstatere, at hans første sæson i Cadett junior endte med en 9.plads i DM 2010. Resultaterne tæller i både Jysk/fynsk mesterskabet og DM, således sluttede Asger det jysk/fynske mesterskab 2010 med en 10.plads.

Begge placeringer må siges, at være yderst tilfredsstillende og Asger er glad og stolt!

Samtlige Asgers weekender indtil 1.november er dog stadig besatte, da der skal køres klubløb i diverse jyske klubber samt en landsdækkende Aquila cup i Vojens.